load icon

Fortæl kunstneren hvem du er


Asta Nissen

Naturen som klangbund for stemninger, følelser, længsler og lidenskaber. Det er, hvad Asta Nissens billedverden kredser om. En billedverden, der først og fremmest har den evigt omskiftelige himmel som motiv. Det er denne himmel, vi gang på gang ser. Stor og mægtig og altdominerende fylder den ofte hele lærredet. Andre gange udfylder en lille stribe land eller vand den allernederste del af billedfladen. Det er ikke den vindstille og skyfri dag, der har Asta Nissens interesse. Hun koncentrerer sig derimod fuldt og helt om de drivende skyer. Det kan være som en fin hinde af blidt svævende morgendis, som en hel katedral af forskellige skytyper tårnende sig over hinanden eller som voldsomme stormskyer, der fejer hen over landskabet truende alt på deres vej.


Det, Asta Nissen er optaget af, er ikke en meteorologisk og naturvidenskabelig gengivelse af skyerne. Fordi hun maler det, man kan kalde stemningslandskaber, er hendes billeder præget af en høj grad af abstraktion. Vi genkender den horisontale inddeling af landskabet af land, hav og himmel, men det er penselstrøgene selv, der er det vigtige. Penselstrøgene, der danner et komplekst net af bevægelser gående fra fine vandrette lag til tumultariske bølger af elliptisk energi. Eksempler fra musikkens verden trænger sig på. Her er stille lyriske passager à la Erik Satie, romantisk farvede stemningskompositioner, som leder tankerne hen på Edvard Grieg eller Anton Dvorak, og der er eksplosive stykker som taget ud af Beethovens femte eller niende symfoni. Eller hvad den enkelte betragter nu engang hører for sit indre øre. Det vigtigste er den intense indlevelse, der ligger bag hvert eneste af Asta Nissens malerier.

Vi kender jo alle til den følelse, at landskabet og naturen sætter nogle tanker i gang i os. Naturen er sig selv, hviler i sig selv og er som sådan upåvirket af os. En orangerød solnedgangshimmel kan ikke have følelser. Men i vores medskabende bevidsthed kan naturen forstærke vores lykke, når det går godt og mildne tristheden, når der er problemer. Den kan overrumple os, som når selvsamme orangerøde solnedgangshimmel får hjertet til at svulme, og den kan hjælpe os, når vi føler sorg.

Alt dette genkender man i Asta Nissens billeder. Det konkrete udgangspunkt er hendes egne personlige stemninger, men den indfølende måde, hun udtrykker disse på i sine malerier, gør dem almenmenneskelige og vedkommende. Kort sagt: de rammer os.

Tom Jørgensen, kunstformidler og kunstanmelder v. Jyllandsposten.


Vendsyssels store, åbne vidder satte i min barndom blivende aftryk i mig. I mit voksne liv er det blevet det vestsjællandske landskab nær Sorø og Karrebæksminde der er en daglig inspiration, men også indtryk fra andre dele af Danmark bærer jeg med mig hjem i atelieret.
Jeg er aktiv og professionel landskabsmaler og udstiller derfor gerne mine malerier i gallerier, kunstforeninger, tager imod bestillinger og sælger til private.

Asta Nissen, landskabsmaler.

Mine værker

Belonging af Asta Nissen
80⨯80 cm (H⨯B)
8.500 DKK
Vejen Hjem af Asta Nissen
50⨯70 cm (H⨯B)
10.000 DKK
Blue Skies af Asta Nissen
50⨯70 cm (H⨯B)
Kontakt for pris
Stormy Days af Asta Nissen
80⨯80 cm (H⨯B)
8.500 DKK
Ved Vesterhavet af Asta Nissen
80⨯60 cm (H⨯B)
7.500 DKK
Sky #1 af Asta Nissen
30⨯24 cm (H⨯B)
500 DKK
Morning Wait af Asta Nissen
30⨯30 cm (H⨯B)
5.500 DKK
I am the Sea af Asta Nissen
30⨯30 cm (H⨯B)
5.500 DKK
Efter regnen af Asta Nissen
30⨯30 cm (H⨯B)
4.500 DKK
Flying af Asta Nissen
30⨯30 cm (H⨯B)
4.500 DKK
Udsyn af Asta Nissen
50⨯70 cm (H⨯B)
6.500 DKK
Calm Sea af Asta Nissen
80⨯60 cm (H⨯B)
7.500 DKK

Udstillinger

Kontakt kunstneren

Kunstsamlingen sørger blot for kontakten. Vi har intet med salget og evt. uoverenstemmelser at gøre.

!! Dit kunstkøb går ubeskåret til kunstneren !!