load icon

Quilt som kunstform

Begrebet quiltning eller kviltning stammer fra det latinske culcita, der betyder madras eller dyne. Den ældgamle håndarbejdsteknik består i vattering mellem to lag stof, som sammenføjes med hånd- eller maskinstukne sømme.

Quiltning kendes fra tiden før Kristi fødsel og stammer fra Orienten. Der er fundet en udskåret elfenbensfigur af en egyptisk farao fra omkring 3400 f.Kr.. Faraoen bærer en kappe med en udsmykning, som eksperter mener er en quilt. I middelalderen anvendte riddere quiltede køllerter som beskyttelse i kamp. Der findes velbevarede dragter med quiltet dekoration fra 1600- og 1700-tallet. Fra omkring år 2000 anvendes quiltning især sammen med patchwork, hvor små stykker af stof tilpasses og sys sammen, så de danner et mønster. Et patchworktæppe består af et forstykke og et bagstykke, der sys sammen med et mellemlag af for eksempel pladevat. Patchworktæpper bruges særligt til sengetæpper, puder, beklædning og billeder.

Man skelner mellem flere forskellige quiltningmetoder. I engelsk quiltning samles to lag stof med et mellemfor af for eksempel kartet uld, bomuld eller syntetisk pladevat. De tre lag sys sammen efter et mønster tegnet på det øverste lag eller efter skabeloner. Engelsk quiltning yder god beskyttelse mod kulde og anvendes derfor tit til tæpper og beklædning. Italiensk quiltning, som også kaldes snorequilt, anvender to lag stof, der sys sammen fra bagsiden efter et påtegnet mønster af to parallelle linjer. Når de to lag er syet sammen, trækkes en blød uld- eller bomuldstråd fra forsiden i relief. Italiensk quiltning bruges ofte til at dekorere tøj og puder. Andre variationer af quiltning er for eksempel trapunto og flad quiltning.

I moderne artquilts anvendes tekstilernes særlige kvaliteter som tekstur, blødhed, glans og skrøbelighed som udgangspunkt for det kunstneriske udtryk. Det quiltede materiales tredimensionelle effekter er et vigtigt element, og ofte kombineres traditionelle og moderne quiltningteknikker og kvalitetsmaterialer til at skabe et enestående udtryk, som andre kunstformer ikke kan levere.