load icon

Fortæl kunstneren hvem du er


Charlotte Bjørlig
denmark

Charlotte Bjørlig

Charlotte Bjørlig (f. 1971)

Maleriet er først helt på plads, når det har balancen mellem poesi og power – mellem det rå og det fine, fortællingerne og alt det usagte…

Der skal være noget at gå på opdagelse i for den der ser på billedet.
Jeg arbejder ofte i mange lag, før de sidste lag oliemaling kommer på, f.eks. bygger jeg en grund op med spartelmasse, gamle bogsider, riv fra en avis eller en plakatsøjle… På den måde ligger der fragmenter af både kultur og sprog og blander sig i fortællingerne. Selvom malerierne er flertydige, spiller både tiden og naturen ofte også en central rolle – både den indre og den ydre natur. For mig er maleriet i høj grad både sansning og fortælling.

Kirsten Marie Hedeland, skribent ved Kunstavisen, skrev om mine malerier, at de:
”…oser af vulkansk energi og sydlandsk stemning. I hendes værker ligger historien gemt i motiverne, der er koncentreret omkring musik, landskaber og i særdeleshed mennesket fortalt i et poetisk omfavnende formsprog. Der er en god komposition i Charlottes malerier, der i den grad er farvemættede, men hvor farverne harmonisk lægger sig op ad hinanden. Vi bevæger os i den varme ende af farveskalaen, hvor man rigtig kan mærke passionen og livsgnisten. Det rustikke præg og de gyldne farver leder ens tanker hen mod sydens varme og temperament.”

Jeg finder uendelig inspiration i de rå landskaber – som dem jeg fandt på Island med alle vulkanerne, vandfaldene og den upolerede skønhed. Når jeg rejser sydpå er det mest Italien der kalder, og de sidste 10-12 år har jeg tilbragt en del af sommeren i Toscana, hvor jeg konstant bliver inspireret af de rustikke strukturer, varme farver, sproget og sporene af tiden, der går.

Jeg er fuldtidskunstner og folder mig ud i mixed media og oliemaleri. Hvis du vil se mere, så besøg min hjemmeside eller lav en aftale om fremvisning i galleriet i København, hvor mine malerier er, når de ikke er ude på udstillinger.

Jeg har i de seneste 12 år udstillet i adskillige gallerier og kunstforeninger og solgt til både Mærsk og menigmand. Derudover er jeg uddannet billedkunstlærer og underviser sommetider på valghold og til workshops, når ikke jeg selv folder mig ud i mit atelier i Lynge. Bestillingsopgaver udføres.