Det første, man lægger mærke til, når man ser Hanne Mølgaard Nielsens tegninger, er deres usædvanlige format. 9 x 17 cm er bestemt ikke standardmål for en kunstner. Det næste, man bider mærke i, er motivet. Selvom tegningerne virker abstrakte, synes man at kunne genkende menneskekroppe, i sin helhed eller beskårede, i mange af dem. En lille prik kan minde om et øje, diagonale linjer kan gøre det ud for en arm eller et ben, og i en enkelt tegning ser det ud til, at et foster dukker op. Det ekstremt lodrette format gør også, at nogle af tegningerne, hvor man ikke lige kan finde antydninger af en menneskekrop, kan give associationer til træer med knudrede stammer skydende sig op mod himlen. Hvad angår den tredje usædvanlige ting ved disse tegninger, kan man passende bruge en sætning fra de levende billeders verden: film skal ses i biografen. Hanne Mølgaard Nielsens tegninger skal ses i virkeligheden. Først her, studerende dem med sine egne øjne direkte foran sig, kan man se det utal af forskellige teknikker og materialer, som hun benytter sig af: akrylblæk, poscatusch, blyant, vandfarve, oliepastel, tørpastel, gel-pen, fine liners, kulstift og bladguld for bare at nævne de hyppigste materialer. Resultatet er tegninger med meget markante forskelle i tekstur, transparens og hårdhed. Klare sorte konturstreger møder disede farvetåger, skinnende felter i klare kulører går i dialog med spindelvævsfine grå streger, mens pludselige eksplosioner af sølv og guld lyser op i sort/hvide snørkler og får tankerne til at vise hen til middelalderens ikonmaleri. Og så kommer tanken. Mon ikke det er selve denne umådeligt store variation af teknikker og materialer, der er tegningernes indhold? Et indhold, der er skabt frit og intuitivt af Hanne Mølgaard Nielsen uden forberedende skitser af nogen art. Et indhold bestående af en myriade af forskellige rytmer og bevægelser, der næsten giver tegningerne karakter af at være levende væsener. Hvilket tillader os at fortolke dem lige som vi vil og at fornemme lige præcis de skjulte motiver, de energier og den helhedsvirkning, som vi ser for vores indre blik. Det er det, der er hele fortryllelsen. Disse små tegninger med deres usædvanlige lodrette format tilbyder os en mikroverden af både stor skønhed og stor kompleksitet. Vi smittes af den pulserende rytme og det store udbud af forskellige teksturer. Det virker simpelthen fysisk godt at betragte disse tegninger. Og tag ikke fejl. Vel er de skabt spontant, men uden en bagvedliggende fornemmelse for komposition ville det ikke virke. Og en sådan har Hanne Mølgaard Nielsen til fulde. Hun er en rigtig god kunstner. Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen